Sygdom er hvordan man har det. Sundhed er hvordan man ta’r det. Piet Hein
Lad det være sagt med det samme: Jeg fejler ikke noget alvorligt.
Det er i dag 13 måneder siden jeg rystet og frustreret sad i 40 minutters telefonkø hos lægen i en pause på min arbejdsplads og mærkede desperationen brede sig. Min venstre hånd var smertende, hævet og dækket af en flænge fra et styrt på cyklen et par dage tidligere, og personlaet på skadestuen havde ikke fundet anledning til anden behandling end stivkrampevaccination, plaster, et par Panodil, et elastikbind og et par velcrostrips, som jeg evt. kunne vælge at sætte om min lillefinger og ringfinger.
På trods af indtrængende protester og insisteren på at der da mindst måtte være noget brækket, blev jeg vantro sendt hjem og tænkte ved mig mig selv: enten er de allesammen totalt inkompetente eller også er jeg selv problemet. Hvad er det ved mig, som får personalet til at ignorere mine personlige udsagn og for den sags skyld faglige vurdering af hvad der sker i hånden og hvad der bør ske for at sikre det bedst mulige slutresultat?
Den følgende tid (mange måneder) har været en kamp på det indre og ydre plan. Det indre plan har især handlet om usikkerhed og utryghed ved mit helbred og dermed eksistensgrundlag.
Hvordan skal det gå med mit erhverv, hvis min hånd aldrig bliver god igen?
Havde skadestuepersonalet ret, ville min finger jo hele ligeså fint op igen i løbet af få uger. Jeg var bare ikke overbevist og det gjorde mig utryg. Jeg ville bare gerne vide hvilken struktur (evt. flere), der var beskadiget, for så kunne jeg vha. egen faglighed selv optimere udfaldet. Samtidig vidste jeg at hvis prognosen var kort, skulle klinikken nok klare det, men hvis den var lang, måtte jeg tage nogle beslutninger, for at sikre overlevelsen. Jeg synes mit behov var enkelt, men virkeligeheden var kompleks. Dette var stressende og jeg synes det var svært.
Jeg vekslede mellem: at tro på at det skal nok gå; om et par uger er du klar igen, til: nej, nej, nej. den er helt gal. De har stadig ikke fundet den alvorlige skade, og hånden risikerer at blive skadet permanent pga. fejlbehandling imens.
Problemet var jo bare at den lille flænge i yderste led af min lillefinger (opdaget 10 dage senere) overhovedet ikke føltes som en tilstrækkelig diagnose, og selv denne lille flænge havde kostet flere dages gråd og opkald til læge, akut-tlf og røntgenklinik at få. Jeg havde kæmpet hårdt for at få 2. og 3. vurdering af skaderne og min journal var allerede blevet et sammensurium af selvmodsigende notater, som voldte besvær for de specialister, der efterfølgende skulle udtale sig om eller forholde sig til hvad der skulle ske.
Der skete da stort set heller intet i 10 måneder…….
Jo: undersøgleser, hvile, aflastning, genoptræning og afmålt belastning – gennem hele perioden med resultatet utilstrækkelig opheling af uspecificeret skade. Allerede i februar 2023 mente én specialist at mit håndled burde undersøges v. artroskopi (kikkertundersøgelse). Der skulle gå yderligere 6 måneder før denne blev udført. I mellemtiden føltes det som om jeg mistede alt hvad jeg finder underholdende og konstruktivt. I stedet fik jeg bekymringer, vrede, og følelsen af at være fortabt.
Med tanke på, hvad man fandt v. artroskopien, ville min hånd nok have haft god gavn af at jeg sad passivt i et år, men en del af de arbejdsdiagnoser, der var oppe at vende undervejs tydede på at bevægelse var bedre. Derfor tror jeg at jeg har fået for lidt mobilitet og for lidt immobilitet. Dette har under alle omstændigheder forlænget helingen, hvilket i sidste ende kan vise sig at være ligegyldigt, da jeg alligevel skulle vente knap et år på at få en operation.
Nu sidder jeg igen i min sofa. Jeg har gennemført dagens første træning og om kort tid, skal jeg lave den næste. Jeg har færre smerter i dag end for et år siden, men flere end for 6 måneder siden. Jeg ved at rekonstruktion af et ledbånd kræver en lang heling- og genoptræningsperiode (6 måneder), og den retningslinje jeg behandles efter fungerer lige efter bogen i forhold til den skade, der er repareret på. Smerterne er forventelige ifht. operationen, herunder arvæv, der heler og nerver som er lidt for “nærtagende”. Det har gjort en enorm positiv forskel at få gipsen af hånden, både i forhold til hævelse og mikro-bevægelser. Alt er lidt lettere.
Jeg har nemt ved at træne. Jeg har noget aktivitet som fungerer som pause for de mange timer på en dag, hvor jeg IKKE må noget. Genoptræning er et sprog jeg forstår; hvordan, hvorfor og hvor meget, der skal trænes. Alt er lidt lettere.
Mit arbejde er forsvundet og jeg har haft 6 måneder til at vænne mit hoved til at dette skulle ske, så ud over at være sygemeldt, fordi jeg fysisk ikke kan bruge mine hænder, så er jeg også teknisk set uden job. Det gør lidt ondt på min stolthed, og jeg elskede klinikken, men jeg accepterer at det er således for nu. Alt er lidt lettere.
Jeg har lært nogle ting, og jeg lærer fortsat. Hvad jeg elsker at lave adskiller sig fra hvem jeg er. Jeg er ikke specielt dygtig til at bede om hjælp, men jeg er omgivet af mange vidunderlige personer, som godt kan og vil hjælpe mig når jeg har brug for det. Det er svært at hjælpe andre, når man har brug for så meget hjælp at man knap kan finde fodfæste selv.
Jeg synes ikke nødvendigvis at “nogen” har ansvaret for at reparere noget som jeg selv har ødelagt ved at falde på en cykel. Jeg har bare haft ualmindeligt svært ved at reparere det selv, og haft ualmindeligt svært ved at få den hjælp jeg har bedt om undervejs. Jeg har nok også haft relativt svært ved at modtage den hjælp, jeg blev tilbudt.
Jeg kan godt se at jeg ikke smiler på det foto, jeg tog efter operationen. Da var jeg heller ikke særlig tilfreds med situationen. Mit ansigtsudtryk afspejler dog ganske nøjagtigt hvordan jeg har det.
Skepsis, vagtsomhed, afmagt, overlevelse. Men det er lettere nu……