Helhedsorienteret fysioterapi!
Under overskriften “systemet ser ikke hele mennesket” sætter Gigtforeningen i disse dage (sep. 2021) spot på hvordan mennesker med kronisk lidelse ikke opnår en helhedsorienteret indsats, når de opsøger sundhedsvæsenet. Det kan vi godt genkende fra klienterne i vores klinik.
Vi synes vi har et helt fantastisk sundhedssystem i Danmark. Det er fyldt med gode intentioner og vanvittigt dygtige individer, som gør alt hvad de kan for at give dig de bedste odds for at overkomme eller leve med alvorlige lidelser. Der er dog også nogle økonomisk definerede, strukturelle rammer som besværliggør samarbejdet med dig og mellem de dygtige behandlere, som er klar til at give alt hvad de har for at øge din livskvalitet.
I Hands On – Fysioterapi er vi autoriseret af sundhedsstyrelsen fordi vi har vores faglighed på plads, men vi arbejder udenfor den økonomiske ramme (ydernummer), og kan derfor tage os tid til at se H E L E D I G – uden henvisning.
De rammer, som vi ønsker at fokusere på, omhandler klientens vej i systemet: En henvisning til f.eks. fysioterapi fra din læge indebærer automatisk en vurdering fra lægens side om hvordan dit problem bedst afgrænses…..f.eks. KNÆ. Som i: K-N-Æ punktum. Hermed er dit problem blevet reduceret til én primær klage, som al efterfølgende behandling skal rette sig efter. Huskede du at fortælle din læge at det er begge knæ, men bare lige nu mest det venstre? Tror du lægen forstod dig, da du nævnte det? Og faktisk har du måske også lidt åndenød/dårlig kondition – måske fordi du har været mindre mobil pga af smerterne….tror du lægen fangede det også? Skulle du også lige have fornyet en recept på anden medicin og hvor længe var du egentlig inde hos lægen?
Fysioterapeuter er uddannet til at forholde sig, ikke bare til de strukturer som udgør knæet, men også dem, som disse strukturer hænger fast i; hvordan de påvirkes af ydre og indre omstændigheder og hvad det betyder for dig praktisk, psykisk og socialt at være belastet eller hæmmet af en skade eller funktionsnedsættelse.
Dette er der desværre ikke så meget plads til i det offentlige sundhedssystem, hvor man skal følge den vurdering lægen har lagt op til.
Lad os uddybe: hvis vi skriftligt (i journalen) kan redegøre for hvorfor vi behandler andet end knæet, så har vi autorisation til at stille en diagnose og behandle efter egen vurdering.
Det kræver at fysioterapeuten har tid, til at stille de rigtige spørgsmål rundt om hele dig og tid til at skrive en udførlig journal. Det kræver også et netværk af dygtige behandlere indenfor de fag, vi ikke selv har viden om, så vi kan hjælpe dig videre.
I mange tilfælde er det mest enkelt at følge lægens henvisning, afgrænse sit fokus til den legemsdel, der er henvist til, og bruge de metoder, som sundhedsstyrelsen har undersøgt og blåstemplet. Alternativt kræves det at fysioterapeuten har viden, vilje, engagement, kreativitet, mod og fremfor alt TID.
Der findes masser af sundhedsfaglige med disse dyder, men rammerne, herunder tiden, er et problem.
Den offentlige sygesikring vil ikke betale for tiden – vil du?